Sølvpil (Salix alba sericea) er en gammel kulturplante, der er næsten lige så frodig som arten. Bladene er på begge sider sølvhårede, glinsende og kan på nogen afstand virke grålige. Den er normalt fuldt hårdfør og bliver både smuk og frodig på en let fugtig, næringsrig muldbund.
Pil – Salix
Pil er nogle af vore mest dyrkede planter, idet denne slægt er så rig på særdeles sunde og vindtolerante sorter og kloner, at der blandt de ca. 300 arter altid findes egnede planter til både almene og specielle formål. Slægten er mest udbredt i den nordlige koldttempererede og tempererede zone, men kendes også fra Sydøstasien og det mellemste Argentina. Den omfatter løvfældende, sjældnere stedsegrønne, træer og buske af meget forskellige væksttyper , lige fra helt krybende arter til store træer. Træernes stammer kan have en grov, dybfuret bark, mens de buskagtige vækstformer har forholdsvis glat bark. Skuddene er oftest trinde med vinterknopper, der kun har et skæl, oprindelig dannet ved sammenvoksning af to skæl; men p.gr. af de mange indbyrdes krydsninger er det vanskeligt at finde store fællestræk. Bladene er spredte, undtagelsesvis modsatte, siddende eller med bladstilke. Formrigdommen er stor; der findes bredbladede, ægformede og lancetformede typer. Akselbladene er undertiden ret store, af varierende form, men hos de fleste arter øreformede.
Blomsterne er tvebo og forekommer i siddende eller stilkede, oprette rakler af forskellig form; de udvikles hos nogle arter før løvspring, hos andre under løvspring og endelig for nogle få arters vedkommende efter løvspring. De første arter betegnes vårpile, mens de to sidste kategorier kaldes sommerpile. Denne inddeling følges i den nedenstående gennemgang af slægtens arter. Den enkelte blomst består kun af en enkelt støvvej eller af 2, sjældnere 3 eller 5 støvdragere, der sidder i hjørnet af et helrandet, oftest langhåret rakleskæl. Der findes en eller to honningkirtler ved siden af hver blomst. Hanblomsternes støvdragere har spinkle støvtråde, der er frie eller delvis sammenvoksede. Støvknapperne, der er særdeles tydelige, er som regel gulfarvede, i visse tilfælde først rødfarvede. Hunblomsterne er siddende eller stilkede med en enrummet, tobladet frugtknude. Arret er togrenet, siddende eller med kort griffel. Frugten er en to klappet kapsel med mange silkehårede frø, der spredes af vinden. Frøene er omgivet af en tynd hinde og mangler næringsvæv.
Vækstkrav: De fleste pilearter er lyskrævende og udvikler sig smukkest og frodigst under frie forhold. Samtidig dannes en harmonisk grenbygning med en passende vindmodstandsdygtighed; dette er vigtigt for netop pil, idet årsskuddene, der for de flestes vedkommende er ret kraftige, giver efter for ydre påvirkninger, og det medfører ofte uhensigtsmæssige vækstformer. Rodudviklingen er flad og som regel vidtrækkende, hvilket er af betydning ved valget af naboplanter i haven. De fleste arter er fugtighedskrævende, med undtagelse af nordiske og alpine arter.
Pleje: Hos pil er frøformering særdeles nem; men netop p.gr. af de mange indbyrdes krydsninger er denne formeringsmetode af det onde, idet man kun sjældent opnår det ønskede resultat af frøene. Derfor bliver de fleste dyrkede arter opformeret ved stiklinger, hvilket automatisk medfører klondannelser, selvom de dyrkes under artsnavnet alene. Stiklingerne skæres i ca. 20 cm’s længde og kan stikkes direkte på friland i de tidlige forårsmåneder. Anslagsprocenten er normalt god og tilvæksten rimelig det første år. Krybende arter kan lettest formeres ved aflægning. Beskæring foretages oftest af hensyn til naboplanterne, men for kraftig beskæring øger udviklingen af vanris.