Humle

To arter af humle dyrkes almindeligt. Den ene, Humulus scandens, er en­årig og anvendes som prydplante (se nedenfor); den anden, Humulus lupu­lus, er flerårig og anvendes ved frem­stilling af øl. Humledyrkning til øl­fremstilling har været kendt i Danmark i snart 1000 år. Planten blev anset for så vigtig, at der i 1446 blev udstedt et påbud om, at bønderne hvert år skulle plante et antal i deres haver. Dyrknin­gen var på sit højeste dengang, men aftog efterhånden; i dag importeres humle af tysk, engelsk og amerikansk herkomst. Der skelnes mellem to slags humle. Den røde er mest aroma­tisk, den grønne giver størst udbytte. Planten er tvebo og bliver flere m høj. Den klatrer ved at slynge sig højre om; grenene forankrer sig ved hjælp af de små klatrehår, der har modhager i spidsen. Bladene er modsatte, hånd­lappede eller fligede og ru. Hanplan­terne udvikler gulgrønne blomster; hunplanterne har blomsterne samlet i korte, koglelignende stande, de så­kaldte humlekopper, der er omgivet af hvælvede, grønne dækblade, tæt besat med lupulinholdige kirtler.