Hindbær (Rebus idaeus) er vildtvoksende i næsten hele Europa, i Asiens tempererede egne og i Nordamerika. Planten er almindelig i danske skove, og fra slutningen af middelalderen blev den dyrket i haverne.
Det er en halvurt eller halvbusk med ret overfladisk rodsystem og mere eller mindre vandretliggende, underjordiske udløbere, hvorfra skud hvert år udvikles. Skuddene lever kun i 2 år. Det første år er de golde og har femfingrede blade; det følgende år er bladene trefingrede, og de hvide blomster og røde frugter udvikles, hvorefter skuddet dør bort. Hindbærfrugten er sammensat af mange saftige småfrugter, der ved modenhed løsnes fra den tapformede frugtbund. Frugten kaldes i botanisk sprogbrug for en f1erfoldsfrugt og består af talrige små stenfrugter, der er vokset sammen til et hele. Dyrkede hindbær er langt større og planterne mere yderige end de vilde hindbær. Til gengæld er det gået ud over smag og aroma.
Vækstkrav: Planten udvikles bedst i en muldrig, ikke for tør, sandblandet jord på et varmt sted. Jorden bør være let sur med pH ca. 6,5. Trives i let skygge.
Pleje: Formeres ved rodskud, der afskæres og plantes i oktober-november i rækker med ‘s afstand og med 45-‘s afstand mellem planterne i rækken. Plant ikke for dybt; rødderne bør højst dækkes af jord.
Om foråret trækkes en kraftig tråd på hver side af planterne i rækken. Tråden fastgøres til pæle, der slås i jorden for enden af rækkerne, og de kraftige skud bindes fast til tråden. Rengøring foretages ved lugning for ikke at beskadige rødderne, der ligger lige under jordoverfladen. Straks efter høst skæres de skud, der samme år har båret frugt, bort ved jordoverfladen. De nye skud, der i løbet af sommeren er vokset frem, overvintrer og bærer frugt følgende år. Svage skud fjernes helt.
I februar-marts det følgende år gives et tilskud på kaliumsulfat pr. m².
Frugterne plukkes, så snart de er modne. Undgå at plukke dem, når de er våde, da de let mugner.