Solbær er vildtvoksende i store dele af Europa, Centralasien og Himalaya-regionen, hvor den især findes i underskov ved lysninger og skovbryn. De skinnende sorte bær er sikkert altid blevet indsamlet og brugt i folkemedicinen, men først i de sidste ca. 150 år er busken blevet anvendt som kulturplante.
Solbær bliver 1,5-2 m høj og nogenlunde lige så bred. Barken på ældre grene bliver sortbrun, mens den på de unge skud er lyst gulbrun. De spredtsiddende, stilkede blade er håndlappede med 5 lapper og 5-7 cm i tværsnit. De rødgrønlige blomster kommer i maj i klaser på frugtgrenene. Blomstring og frugtsætning begynder på fjorgammelt træ; bestøvningen sker ved biernes hjælp. Frugterne er bær med en dybt blåsort farvet skal, mens frugt k ødet er grønligt; farven i skallen er kraftig nok til, at den udpressede saft får en kraftig, mørkt rødblå farve. Bærrene kan på de dyrkede sorter hænge i lang tid efter modningen, som alt efter lokalitet og sort falder sidst i juli eller først i august. Ved modenhed løsnes bærret ved stilken, hvorved der opstår et lille hul, hvorigennem bærrets saft kan flyde ud og rådsvampe trænge ind. Bærrene er velsmagende, aromatiske og meget rige på C-vitamin; syltetøj, marmelade og saft af bærrene er yndede. Mærkelig nok synes bærrene ikke at være særlig efterstræbt af fugle; det er derimod de knopper, som gemmer blomsterne til foråret. Især spurve ynder om vinteren at fylde kroen med dem.
Alle blade og unge skud bærer små gullige kirtler, hvorfra den specielle solbærduft, der gør busken let at kende fra lignende buske som f.eks. ribs, stammer.
Vækstkrav: Jorden bør være muldrig og veldrænet, reaktionen neutral eller let sur. Solbær sætter pris på et ret højt kaliumindhold med et kalital på 15-20; fosforsyretallet bør være 10-15. Visner bladene på de unge- -skud omkring nerverne og falder tidligt af, er det klogt at få analyseret jorden for dens indhold af magnesium.
Formering: Solbær formeres let ved træagtige stiklinger, som skæres om vinteren og stikkes i det tidlige forår. I haver, hvor det kun gælder om at få en enkelt plante eller to, kan man om foråret kroge en gren ned, som hurtigt slår rod.
Pleje: For at sikre en alsidig næring gives 6-10 kg klorfri fuldgødning pr. 100 m’ med ca. halvdelen ved løvspring og resten sidst i juni.
Ved beskæringen er det værd at huske på, at de største klaser med de bedste bær kommer på etårige skud; det gælder derfor om at få kraftige skud, som det følgende år kan give en god høst. Det opnås bedst ved en kraftig udtynding, hvorved 1/3 af grenene klippes af så langt nede som muligt. Nogle steder høster man solbær ved at skære alle grene af lige over jorden og bringe dem til et sted, hvor man i ro og mag kan pille bærrene af. Det følgende år skyder buskene kraftige skud, og året efter vil der blive en god høst. Selv ved denne hårdhændede behandling kan buskene give et godt udbytte i mange år.
Solbær modner alt efter lokalitet og sort sidst i juli eller først i august, og bærrene på de sorter, som kan købes i dag, modner meget ensartet. Bærrene er ikke tilbøjelige til at falde af, selv om de er modne, hvorfor plukningen kan vente, til alle veludviklede bær er fuldmodne. Bærrene bruges til saft, marmelade m.m. og er udmærkede til nedfrysning.