Tyttebær

Tyttebær

Vaccinium er formentlig afledt af latin vacca = ko og vitis = vinstok; idaea fortæller, at denne vinstok vokser på bjerget Ida på Kreta. »Vinstokken« var dog oprindelig en blåbærbusk, der er nær beslægtet med tyttebær. Tytte­bær findes vildtvoksende i fri dansk na­tur på heder, i skove og hedemoser, især i Jylland og Nordøstsjælland. Det er en 10-30 cm høj, stedsegrøn busk, der ofte breder sig ved underjordiske udløbere. Den har små blanke, mørke­grønne blade, der er indrullede i kan­ten og på undersiden lysere og noget prikkede af kirtler. Den blomstrer i juni med små hvide eller lyserøde, klokkeformede blomster i nikkende klaser. De højrøde bær, der modner i august-september, er spiselige og glimrende i rå tilstand til syltetøj, der især er velegnet til vildtretter; det inde­holder store mængder C-vitamin og tillige en del A-vitamin. De grønne blade kan bruges til urtete; de indehol­der alkaloidet arbutin, der kan udvin­des som hvide krystaller med en bitter smag.  

Vækstkrav: Tyttebær kan med held dyrkes i et lyngbed eller på et stenbed i sol eller halvskygge; men planten er sjældent under egentlig kultur; bedst

egnet er den til en sommerhushave. Den kan klare sig på et tørt sted; men vil man have det bedste udbytte af frugterne, bør den plantes på fugtig, men ikke våd surbund. Formering sker lettest ved fradeling af de underjordi­ske udløbere; men bærrene kan også sås i fugtigt tørvemel, eller man kan skære urteagtige stiklinger i juli og stikke dem i fugtigt tørvemel under glas. Det anbefales at anvende roddan­ner , da det ellers kan vare flere år, før stiklingerne slår rod.